|
Næsten alle jægere, nogle bilister og
størstedelen af hundesportsfolkene ved, hvad en schweisshund er. Jægerne
bruger dem, når et skud ikke ramte, hvor det var tilsigtet. Ja mange
gange kan skuddet sidde fint, men dyret flygter alligevel et stykke.
Bilister oplever, at der pludselig står et rådyr midt på kørebanen, og
en påkørsel er uundgåelig, og dyret flygter efterfølgende, med større
eller mindre skader. I begge tilfælde er der nu brug for en
schweisshund. En schweisshund er en hund, der er specielt trænet til at
følge et spor fra klovbærende vildt. Ved klovbærende vildt i Danmark
forstås; Kron -, Sika -, Då - og Råvildt. Vildsvinet skal formentlig
snart regnes med, i hvert fald i det Sønderjyske, som de står på spring
til at invadere.
I Danmark blev der i 1970’erne
oprettet et landsdækkende register af schweisshunde. Dette er blevet
mere omfattende med tiden, og i dag er der ca. 165 Legitimerede
hundeførere med omkring 240 registrerede hunde. Af schweisshundene i
registret, er Ruhåret Hønsehund og Labrador Retrieveren størst
repræsenteret, men med 16-18 andre racer, alle jagthunderacer.
Skal man som jæger bruge en schweisshund, har man fået
schweissregistret tilsendt sammen med sit jagttegn, eller man finder
nærmeste på www.schweiss.dk.
Er uheldet ude som bilist, ringer man til Falck 70 10 20 30.
|